FrivilligCenter Greve søger en praktikant som projektkoordinator
Vi søger en praktikant som projektkoordinator i Tank Op-projektet, der brænder for socialt arbejde og projektstyring.
Tank Op består af hverdagsrådgivning, jobcafé og sprogcafé for socialt udsatte borgere. I Tank Op hjælper vi med mange forskellige problematikker, som målgruppen står overfor. Projektet er hovedsageligt drevet af dig og frivilliggruppen i Tank Op.
Dine primære arbejdsopgaver vil bestå i:
-
Koordinering af aktiviteterne i projektet: hverdagsrådgivning, jobcafé og sprogcafé.
-
Rådgivningsmøder med målgruppen.
-
Afholdelse af netværksmøder og koordinering med/af frivillige.
-
Rekruttering af frivillige og målgruppe.
-
Kontakt med myndigheder som kommunen og udlændingestyrelsen.
-
Deltage i evaluering af projektet.
Projekt Tank Op:
Som praktikant i FrivilligCenter Greve kommer du primært til at beskæftige dig med projekt Tank Op.
Projektet har til formål at fremme inklusionen af socialt udsatte voksne i frivillige fællesskaber og på det danske arbejdsmarked.
Projektet har to aktiviteter: 1) Hverdagsrådgivning, 2) Jobcafé og 3) Sprogcafé.
1) Hverdagsrådgivningen foregår foreløbig onsdag kl. 15-17. Her kan målgruppen få hjælp til hverdagsadministration som f.eks.: At læse breve fra kommunen, E-Boks, betale regninger, søge forlængelse af opholdstilladelse, søge bolig og meget mere. Rådgivningen drives af frivillige og dig som praktikant.
2) Jobcaféen er en del af hverdagsrådgivningen. Her kan målgruppen få hjælp til at udarbejde CV og jobansøgninger.
3) Sprogcaféen foregår hver onsdag kl. 15-17. Her har målgruppen mulighed for at udvikle sine danskkundskaber sammen med de frivillige, der driver caféen. Sprogcaféen er meget selvkørende, så her skal du blot understøtte frivilliggruppen ift. Rekruttering, vagtplan og aktiviteter.
Om dig:
-
Din opgave som praktikant er at koordinere projektets aktiviteter. Derfor forventer vi, at du er selvkørende, selvstændig og ansvarsfuld. Du har selvfølgelig altid mulighed for at sparre med dine kollegaer og praktikvejleder, hvis du bliver i tvivl om noget, ligesom der er en overordnet projektansvarlig.
-
Da målgruppen skal have hjælp til mange forskellige problematikker, er det vigtigt, at du tør kaste dig ud i noget nyt, og finde svar på ting, du muligvis endnu ikke ved.
-
Du skal være god til at kommunikere med både frivillige og målgruppen. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med målgruppen, socialt arbejde og/eller frivilligkoordinering.
-
Du er i gang med en relevant uddannelse.
Hos os får du:
-
Erfaring med integrationsarbejde, projektkoordinering, socialt arbejde og frivilligområdet herunder rekruttering og fastholdelse af frivillige.
-
Stor mulighed for indflydelse på dine opgaver og være en del af daglige arbejdsopgaver i frivilligcenteret, herunder kommunikationsopgaver og planlægning/afholdelse af arrangementer.
-
Mulighed for opkvalificering gennem kurser.
-
Mulighed for at udvikle faglige kompetencer indenfor projektstyring og frivilligledelse.
-
Faglig sparring med din praktikvejleder samt kollegaer i frivilligcentret og Greve Nord Projektet.
-
Indblik i NGO-branchen.
Om Os:
FrivilligCenter Greve er en selvstændig forening, der arbejder for at styrke, udvikle og synliggøre den lokale frivillighed i Greve. Vi hjælper borgere i gang med frivilligt arbejde og understøtter lokale foreninger med rådgivning, fundraising og meget andet. Derudover støtter vi mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund i at forbedre deres danskkundskaber, øge deres netværk og rykke tættere på arbejdsmarkedet. Vi har også et projekt som har fokus på unge og fællesskaber. De mødes hver torsdag i FriRum, som er et socialt og aktivt mødested for unge. Der er også mulighed for at inde over dette projekt, hvis man gerne vil arbejde med unge som målgruppe.
Det praktiske:
Vi forestiller os, at praktikken starter i februar og ultimo juni 2024, men med mulighed for fleksibilitet i forbindelse med fx eksamensperioder. Arbejdstiden kan aftales ud fra dit skema, men er omkring 20-30 timer om ugen med flekstid. Praktikken kan både opfylde 15- og 30 ECTS-point. Der kan forekomme møder og arrangementer i aftentimerne og i weekender. Praktikken er ulønnet. Eventuel offentlig transport til og fra arbejde bliver betalt. Din daglige arbejdsplads er FrivilligCenter Greve, Greveager 9, 2670 Greve.
Du bedes sende din ansøgning og CV til centerleder@fcgreve.dk og skrive ”Praktikant – Tank Op” i emnefeltet. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Emilie Næve, på 52231614.
Ansøgningsfrist er den 14. december 2023. Vi afholder samtaler løbende.