top of page

Ny i Fællesskabet
 

Hvad er Ny i Fælleskabet?

Ny i Fællesskabet er et projekt, vi har søsat i efteråret 2024, som vi laver i samarbejde med modtageklasserne i Greve Kommune. Projektet har til formål at hjælpe unge (13-18 år) fra modtageklasserne med at blive en del af lokale fællesskaber. Gennem trygge og sociale aktiviteter, styrkes de unges sprog, sociale netværk og trivsel. Med projektet bygger vi desuden bro til det almene lokale fritids- og foreningsliv, så de unge kommer godt videre og integreres yderligere i lokalsamfundet også efter projektets afslutning.   

Projektet løber fra oktober 2024 til september 2026 og er støttet økonomisk af Helsefonden og Danske Bank Fonden.

 
Hvorfor er der brug for projektet?

Vi ved, at mange unge fra modtageklasser mangler et sted at være efter skole og har begrænsede relationer til jævnaldrende danskere. De er i gang med at lære dansk sprog og kultur at kende, men har et stykke vej endnu. Samtidig har mange af dem svære oplevelser i bagagen. De er endnu ikke klar til at træde ind i det almene foreningsliv, men har brug for at komme i gang med et trygt fritidsfællesskab, der kan hjælpe dem på vej. Med Ny i Fællesskabet vil vi derfor give de unge i målgruppen:

  • Mulighed for at møde nye venner og opbygge sociale relationer i trygge rammer.

  • Støtte til at styrke sprog og kulturelle kompetencer.

  • Hjælp til at komme videre ud i det almene, lokale forenings- og fritidsliv.

Hvordan bygger vi bro?

Vi tager afsæt i FriRum, som er vores sociale og aktive mødested for unge. FriRum finder sted hver torsdag eftermiddag i Greve Borgerhus og drives af søde og engagerede voksne frivillige. Forskning (ABC for mental sundhed) viser, at en vej til bedre mental sundhed er at gøre noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre. Derfor er de unge i FriRum altid fælles om noget ’tredje’. Det kan f.eks. være madlavning, brætspil, krea-værksted og meget mere. 

Det er netop et tilbud som FriRum, de unge i modtageklasserne mangler for at komme i gang med et fritidsliv i Danmark og møde jævnaldrende unge. Gennem projektperioden implementerer vi derfor nye aktiviteter i FriRum, særligt rettet mod at skabe relationer og fællesskaber på tværs af kultur og sprog.

På sigt vil vi hjælpe de unge til at tage skridtet videre fra FriRum og ud i almene lokale foreninger og fritidstilbud.

________________________________________________________________________________________________________

 

Vil du være en del af fælleskabet - enten som frivillig eller deltager?
Kontakt projektleder Signe Ringaard på: 

E-mail: sr@fcgreve.dk
Telefon: 52231614

bottom of page